Forside
Tilbage til forsiden
Kommunen
Uddannelse
Byen
Sport & Fritid
Kultur & Turisme
Erhverv
Virksomhedsprofiler
Bogen


Uffe Steiner Jensen

Borgmester

 

Fredericia skruer op for tempoet

Fredericia Byråd har en vision, der rækker frem til 2012. Den vision er grundlag for en kraftig udvikling, som ikke er set mage til siden 1960’erne.

Men i Fredericia ønsker vi ikke udvikling bare for udviklingens skyld. Vi ønsker derimod at skabe en kommune med et stort og levende erhvervsliv, for det er præcis det, der skaber arbejdspladser, og arbejdspladser er en af de to væsentligste forudsætninger for en god kommunal økonomi. Den anden forudsætning er tilflytning af nye borgere.

Flere skatteydere er en betingelse for, at Fredericia også i fremtiden kan give vore ældre gode boliger og god pleje, ligesom skatteyderne er en forudsætning for, at vi kan give vore børn og vore unge de bedste opvækstbetingelser og uddannelser.

Globaliseringen har ramt Fredericia ligesom mange andre byer. Mange arbejdspladser er forsvundet i de seneste år. Derfor har Fredericia taget tyren ved hornene og investeret i Danmarks største erhvervsudvikling. Den ligger langs motorvej E20 mellem Den Ny Lillebæltsbro og Taulov. DanmarkC hedder området,  og det er mere end dobbelt så stort som Københavns Ørestad.

Investeringen, som over en årrække løber op i en halv milliard kroner, har et bestemt formål: at skabe nye og flere arbejdspladser end dem, der er gået tabt. Starten har været fremragende – allerede tre måneder før indvielsen af DanmarkC satte Fredericia Kommune salgsrekord ved på et enkelt byrådsmøde at godkende salget af 360.000 kvm. erhvervsjord til fire virksomheder.

Men det er ikke nok at investere i arbejdspladser, vi må også sørge for, at alle borgere befinder sig godt i Fredericia – også de nye. Derfor har Fredericia skabt en boligplan, som skal være med til at sikre både fredericianerne og kommende tilflyttere et righoldigt udvalg af boliger.

Med boligplanen skal der være noget for enhver smag. For de kreative, for den lille pengepung og den store tegnebog, for dem der gerne vil have jord under neglene og for dem, der gerne vil bo i en smuk natur. Og vi vil altid forsøge at have så stort et udbud, at prisudviklingen ikke løber løbsk.

Fredericias bycenter får i disse år en kraftig ansigtsløftning, og formålet med det arbejde er at bevare en større del af handelen i Fredericia – og gerne tiltrække mere handel fra nabobyerne. Det skaber både nye arbejdspladser og bidrager til den kommunale økonomi. Derfor skal vores midtby være mere spændende og meget smukkere. Arbejdet er i fuld gang, og det strækker sig over cirka tre år.

Men Fredericia er meget mere end handel og erhvervsliv. Fredericia er også veludbyggede idrætsfaciliteter, et aktivt kultur- og teaterliv og et helt enestående musikliv, der tegnes af mere end 4.000 aktive musikfolk. Det er enestående i en kommune med 50.000 indbyggere. Måske hænger det sammen med byens gode øvefaciliteter og tre velegnede musikhuse – Det Bruunske Pakhus, Tøjhuset og Fredericia Teater.

Teatervirksomhed i Fredericia er en historie for sig selv. Kong Frederik den Syvende var som ung prins noget af en vildbasse. Derfor blev han sendt til Fredericia, hvor man mente, at han ikke kunne lave ulykker. Det gjorde han heller ikke, men liv og glade dage ville han ikke undvære, så han grundlagde Fredericias første teaterhus. 

J.B. Nielsens Plads ved Gammel Havn blev for få år siden renoveret, og den benyttes i stigende omfang til forskellige byarrangementer. Pladsen indgår

også i planerne for den store modernisering af Fredericias midtby. De planer er ved at blive reali-

seret. 

Efterkommeren, Fredericia Teater, er omdrejningspunktet for næsten al teatervirksomhed i kommunen. Teateret producerer selv et par professionelle musicals hvert år. Som regel med stor kunstnerisk succes og altid med de dygtige elever fra Musicalakademiet i ensemblet. Akademiet i Fredericia er landets første og eneste statsanerkendte musicaluddannelse, og uddannelsen er en succes. De tidligere studerende i Fredericia er i dag at finde over alt i Danmark, hvor der opsættes professionelle musicals.

Forrest Den Historiske Miniby, midt i billedet ses Fredericias topmoderne vandrerhjem, bag det ligger det firestjernede Hotel Kronprinds Frederik. Det store bygningskompleks til højre i billedet er Danmarks største indendørs idrætskompleks Fredericia IdrætsCenter. 

I Fredericia keder man sig kun, hvis man selv vælger det. Og er man ikke til sport, musik, teater og kultur – så byder naturen sig til. Fredericia ligger nemlig lige midt i et stykke af den smukkeste østjyske natur. Omgivet på tre sider af to fjorde og Lillebælt kan man altid finde en naturoplevelse og gode Blå Flag-strande. Den ene sågar lige ved bycenteret. Få minutters gang fra Banegården ligger MadsbyParken med en kæmpemæssig legepark, historisk miniby, hotel, vandrerhjem, idrætscenter med tropisk badeland, et stort messecenter og golfbane. Og lige midt i Fredericia er der en mægtig bypark. Det er det velbevarede voldanlæg fra 1650.

Fredericia er en oplevelse, som du også kan få del i. Et godt sted at starte er på www.fredericiakommune.dk

På gensyn i Fredericia!

Uffe Steiner Jensen
Borgmester